Huset Patagonien - 2022
Et nyt år tager sin begyndelse og det starter som det gamle sluttede. Med musvåger i haven. De samme to vinteren igennem. Den mørke og den nutella farvede. Jeg fodrer dem med kød fra trafikdræbte dyr. Jeg fodre også ihærdigt på havens andre fugle. Mest med solsikke som er et sikkert hit hos musvitten, blåmejsen og alle de andre. Der er sumpmejse og den er jeg slet ikke vant til sådan at omgås på daglig basis. Så det er en tid med spænding og store forventninger - nu venter vores første hele år i huset Patagonien. Jeg går fortsat meget på opdagelse, både i lokalområdet, men også i haven hvor jeg lægger store planer. I løbet af vinteren er der 3-4 gamle træer som vælter. De får lov til at blive liggende. Det ene træ trækker et massivt rodnet med op, og som en hel væg pryder det nu havens våde hjørne som et kunstværk, hvor regnvandet nu pludselig samles. Så jeg overvejer at grave ud til en lille sø. Og sådan er der mange gode ideer. Etablering af en køkkenhave. Frugttræer der skal plantes. Stengærdet og Snogehjørnet, der skal bygges videre på, samt opførelsen af et markfirbens habitat og andre gode ideer. Heldigvis er der ingen stress, for der er ikke noget, der haster.
Der er frost i græsset når Balto og jeg går tur om morgenen. Men det lysner og vi når hjem som solen står op. Der er en antydning af forår i luften. I udkanten af mosen har en mosehornugle holdt til i nogle dage nu. Den jager i dagens sidste lys. Rådyrene krydser engen og går af den samme veksel næsten hver gang. Jeg kan følge med i deres færden når jeg er i haven. Jeg sætter mig ud på engen med kameraet. Det er nu at tranerne trækker nordpå og jeg har været heldig at se flere flokke flyve hen over huset. Endnu en flok er på vej og jeg kan høre deres karakteristiske trutten som de kommunikere indbyrdes. Da de er over engen cirkler de på himlen. Igen og igen som de taber højde. Jeg har svært ved at tro på at de ligefrem vil lande, men det er det de gør. Bag et lille areal af store grantræer lander flokken på 33 traner på folden hvor der om sommeren går køer. Bare 300 m. fra vores hus. Jeg tager kameraet og forlader mit skjul. Jeg krydser engen og lister uset ind gennem lunden af grantræer og med høj puls bevæger jeg mig gennem mosens høje siv og ned i åen hvor vandstanden heldigvis er lav. Fra åens skrænter og dog med forfærdelig mange siv til at stå i vejen for et godt udsyn er jeg kommet inden for en afstand af 50 meter til tranerne der roligt går og fouragerer. Så jeg lykkedes med lidt billeder selvom det er svære forhold og mest af alt lykkedes det mig at nyde denne helt utrolige oplevelse med traner der gæster nabolaget. De er der kun kortvarigt. Måske en halv time. Så letter de under stor trutten og ståhej. De cirkler over engen og fortsætter herefter deres tur nordpå. Med den oplevelse er der ingen tvivl om at foråret er kommet.
Der er flere forårstegn i vente. Som dagene støt og roligt tiltager i længde, går jeg med et øre rettet mod den lille sø, der ligger hvor naturstien har sin begyndelse. Jeg håber at høre frøerne, men det er lyden af grisehyl, der finder vej til huset og haven. Og i søen har et par af gråstrubbet lappedykker indfundet sig. Herfra får jeg svært ved at få armene ned af ren glæde og begejstring. De begynder tilmed at bygge rede og gør sig de første spæde forsøg ud i de forbudte trin og deres karakteristiske parringsdans. Tilmed er de meget tillidsfulde. Jeg får lov at ligge helt nede i vandkanten med kameraet uden at de lader sig forstyrre. Desværre virker hannen til at være meget uerfaren og han fanger aldrig hunnens tegn, signaler og gøren sig til hvergang hun indbyder til parring. De er i søen små 14 dage og er så væk igen. Jeg sender dem efterfølgende ofte en kærlig tanke og håber de vil vende tilbage en anden god gang.
Måske er Maj måned min yndlings. Begyndelsen på en lang sommer hvor så mange spændinger og forventninger skal finde deres forløsning. Nu er dagene så lange at det er realistisk at møde grævlingen på dens aftentur. Nu kommer rævens hvalpe frem. Rådyret har næsten smidt vinterpelsen og står smuk, lind og lækker. Græsset gror. Blomsterne gror. Sommerfuglene er fremme og nattergalen slår alle andre af pinden som den ubestridte mester udi i sang. Så jeg er ude til sent på aftenen. Eller jeg er ude meget tidligt og inden solopgang. Jeg er den i landet med flest myggestik.
Jeg bruger meget tid på grævlingerne - nok mere i tanke end i handling. De er svære at fotograferer. Skoven gror til. Grævlingen kommer endelig frem og har travlt med gøremål andetsteds og forsvinder ud i sommernatten. Jeg får kun få billeder og de er ofte dårlige. Og jeg vil ikke sidde for tæt på gravene og grævlingens bo og ødelægge det for mig selv og grævlingen. Så jeg tænker mere og mere i fotofælder. I veksler der tydeligt viser grævlingens færden og foretrukne veje at gå. Mit gamle og simple set-up af slidt kamera, blitz og bevægelsessensor bliver placeret i skoven. Den eneste fin justering gælder blitzen. Den må ikke blænde eller skræmme, så det arbejder jeg lidt med og lykkedes ret fint med en løsning hvor lyset rettes næsten lodret op i skovens tag. Resultatet er over al forventning. Og det er ikke kun grævlingen der lader sig fotograferer. Der er rådyr, ræv, mår og sågar pindsvin og ikke mindst for fotofælden billeder af vildkatten med sine killinger.
Jeg er meget optaget af livet i haven. Snogen ligger ind imellem og soler sig i et roligt hjørne. Der er mange frøer. Pindsvinet møder vi om aftenen. Og så er der sommerfuglene. Der er ikke forfærdelig mange og heller ikke mange forskellige. Men de er der og jeg har travlt med at forevige og dokumenterer. Dem vil jeg gerne have flere af. Så jeg læser om sommerfugle. Jeg søger viden om værtsplanter og planerne og drømmene er mange.
Sommer og dagene er lange. Ind imellem er de også forfærdelig varme. Der kommer en lang periode uden regn. Jeg går den samme morgentur hver dag med Balto. Ned i mosen og rundt i et 8-tal og hjem igen. På vejen hilser vi på løvsangeren. Den sidder samme sted hver gang og markerer sit territorium med smuk sang. I haven dukker flagspætten pludselig op med sine 3 unger. De er her, der og alle vegne som forældrefuglene viser rundt.
Efteråret står for døren. Jeg graver på min sø i havens våde hjørne. Der er stor vandsalamander - 2 stk. De er ved at lukke ned for vinteren og på vej i hi. Dagen efter spotter Kirsten en lille vandsalamander som vi planter æble og kirsebærtræer. Det ene af pindsvinene er fortsat aktiv og lader sig se ind imellem. Planten Asters blomstre nu. Den er blevet en af favoritterne. Hele sommeren ligner den en kedelig busk og nu hvor efteråret er kommet og alle andre vækster trækker i det kedelige efterårsantræk, ja, så blomstre Asters med tusinder af blomster. Så på solrige og lune efterårsdage - helt ind til midt oktober, er der bier og sommerfugle fremme som nyder godt af de hvide blomster. Pludselig er der Det Hvide C i haven og den har jeg aldrig set før. En anden stjerne - og det har den været hele sommeren, er Pindsvinkartebollen som vi har mange af. Bier og sommerfuglene elsker den. Nu blomstre den ikke længere, men står med sine mange frø. Frøene er en delikatesse hos især Stillitsen. Så der er en flok på ca. 25 stk. der bosætter sig i haven for en periode og spiser løs. Smukke fugle, der varsler vinterens kommen og årets afslutning.
Der er mange dådyr i området. Flere end man lige går og tror. Om vinteren samles de. Jeg tæller 61 stk. på en tur med Balto. De bevæger sig en del rundt i terrænet, men er især glade for en mindre skov, der støder op til det lokale gods og ikke mindst godsets marker.
I det spæde forår er der en fornem gæst på besøg i udkanten af mosen. Den smukke mosehornugle. Den følger en fast rutine henover en lille uges tid hvor den jager i udkanten af et område med hestefolde. Desværre en meget sjælden ynglefugl i Danmark.
Fra haven kan jeg se ud over engen hvor rådyrene ofte går. I den fjerneste ende står en jagtstol. Heldigvis er den altid tom. Men der er jagt i området. Jeg møder jægerne. De er på jagt hver fjortende dag i jagttiden. Lørdag formiddage. Så går de en runde med hundene. Og jeg holder mig væk.
I maj måned står der kodriver og pynter græsplænen. Sidste år var der et par stykker og vi var påpasselige med at kører uden om når græsset skulle slås. Og i år er de så tilbage. Men nu er der ti og igen passer vi godt på dem. Faktisk inspirerer de til at græsset kun slås hver 14. dag og alt hvad der skyder af blomster og planter i plænen for lov at stå.
Jeg forsøger mig med en lille køkkenhave. I mangel af bedre placeres den i en ret skyggefuld del af haven. Jeg fjerner sten og planter frø og vander og luer. Men det står hurtigt klart at det bliver op af bakke. Der er mange snegle og de er nådesløse og så er der snerlen der kvæler og holder nede. Dog lykkes det at høste i det små hvilket giver mod på mere.
Jeg har aldrig været stor fan af fasaner. Jeg forbinder dem med opdræt og en kedelig form for jagt. Der er fasaner i lokal området og de er også i haven hvor de overnatter i træerne inde hos grisene. Jeg må indrømme at jeg synes at de er hyggelige. Nogle gange spiser de med når grisene fodres. Og de er glade for stengærdet når der skal solbades.
Stengærdet, som omgiver Snogehjørnet, vokser og tager til i både bredde og længde. Jeg henter marksten hjem på ladet af arbejdsbilen hver gang jeg har en weekend vagt og nyder at stable og få sten i forskellige former til at passe sammen. Og så er stedet mit hotspot når der skal nydes en kop kaffe med udsigt til fårene og engen.
Kongelys er en klar ønskeplante i haven. Sidste år forsøgte jeg at plante nogle stykker, men det blev aldrig helt godt. Men et eller andet er da lykkedes for hele 5 planter skyder i vejret langs grusvejen og vores indkørsel og trods en tør sommer og et umiddelbart ret næringsfattigt miljø trives de og vokser sig tæt på 2 meter høje.
Musvågerne, Nutella og den mørke, ligger på rede over i Jakobs skov. Jeg holder mig væk for ikke at forstyrre. De får 3 unger på vingerne og nu starter et musvåge cirkus uden lige. Hen over sommeren er der en jævnlig indbyrdes kalden fra unger og voksne spredt ud i terrænet som skal fodre eller fodres, lære at flyve og navigere og meget andet. Det er der ingen der bliver trætte af. Det er kun en gave at have musvåger så tæt ind på livet.
Det er et både ambitiøst og naivt projekt at grave sig selv en sø - når man insisterer på at gøre det manuelt med en skovl. Men jeg nyder arbejdet med troligt at gå frem og tilbage med skovfuld efter skovlfuld. Og der er ikke noget der haster. Frøen er hurtig til at flytte ind samt hvepsen og andre insekter. Som guldsmeden som jeg spotter lægger æg i søens lodrette vægge. Bedst er det dog da snogen af flere omgange er forbi.
Sommeren bliver meget tør og der kommer næsten ingen regn. Søer og vandhuller tørre ud. Jeg har min lille sø i haven som holder på en sjat af vand og så vander jeg i fade og baljer rundt om i haven. Så på en lun sommeraften er der pludselig besøg af en tørstig grævling som gør opmærksom på behovet for vand uden for den indhegnede del af haven. Næste dag køber jeg det største bålfad jeg kan finde og graver det ned i havens udkant. Det kræver 16 vandkander at fylde - så lidt gåen frem og tilbage.
Det plejer at være en svane eller en and som hviler sig på stenen nede i den lille sø ved Naturstien. Ud af det blå sidder der en skildpadde. En Guløret Terrapin. En dræber af en anden verden som den spiser både frøer, æg, ællinger og alt andet i søens vande. Invasiv og forbudt i EU. Så pludselig giver det mening at vi har været frøernes natlige koncerter forundt hen over sommeren. Det er kun den ene gang jeg ser skildpadden.
Efterår. Oktober. Men det er slet ikke slut på havelivet trods det at havens træer smider bladene. Asters ser til mens alle andre smider pragtens klæder og hopper selv i det der må siges at være den sene times guld og diamanter. Med tusinde blomster varsler den nyt liv til bier, sommerfugle og andre insekter. Pludselig er det Hvide C på besøg i haven. Der er minimum 2. Det er en første gang.
Jeg vil gerne dokumenterer og vise frem. Både havens fugle, insekter samt kryb og alt andet godt. Forhåbentlig kan jeg hen over årene slå fast hvordan forandringer og mere vildskab kan gøre en forskel. Det er vinter og jeg fodre fuglene i haven. Jeg opsætter modelpinden. Flere af fuglene sætter sig her kortvarigt inden de flyver til foderhuset. Og er der tid tager jeg billeder. Her musvit.
Markfirbenshabitatet. Det er vist kun mig der tror på den. Kirsten ryster på hovedet og Svigerfar med. Dan, vores nabo siger, at han aldrig har set firben i området. Så fuld af gå på mod og tro på sagen køre jeg i alt 3000 kg. sand og grus ned i et af havens hjørner. Jeg pynter med sten og gammelt træ, laver skyggerum og huler og har planer om også at plante grønt og blomster.
Vores første hele år i Huset Patagonien er pludselig gået og den store have og den omkringliggende natur har levet op til de store forventninger. Potentialet til at forene have-liv og vild natur er enormt og meget spændende. Det er en stor ambition at få skabt størst mulig biodiversitet og herfra følge med i livet og ikke mindst dokumentere så meget som muligt af al det der lever og røre sig. Snogen er fortsat symbolet på om hvorvidt vi lykkedes. Hvis den begynder at yngle og lægge æg må der være noget vi gør rigtigt. På folden går der fortsat får. Der har været 7 stk. året igennem og heraf bliver 2 slagtet så der i det nye år kun er en flok på 5. Fårene er en del af hele projektet med at skabe natur. De græsser 1,5 hektar og skulle gerne bidrage til at skabe et øget blomster og insekt liv hen over tid.
Galleri - Huset Patagonien 2022
Huset Patagonien 2021
Snogehjørnet
Gråstrubet Lappedykker